Det danske magasin i Spanien
Copenhague – Et stykke københavnerhistorie kommer til Málaga

Copenhague - Et stykke københavnerhistorie kommer til Málaga

Copenhagen er et teaterstykke af den britiske forfatter Michael Frayn. Stykket er baseret på spekulationer om, hvad der skete, da den tyske fysiker Werner Heisenberg mødtes med sin kollega og forhenværende mentor Niels Bohr til et enkelt møde i København i 1941. I denne måned opsættes stykket i Málaga med blot to forestillinger.
Besøget fandt faktisk sted i virkeligheden i 1941 i det tysk-okkuperede København, hjemme i Bohr-familiens æresbolig på Carlsberg, mens de to forfatter befandt sig på hver sin ideologiske side af Anden Verdenskrig. Hvad der foregik på mødet, og hvad der skete mellem Bohr og dennes gamle ven og elev, som ganske vist ikke var nazist, men som dog var chef for Hitlers atombombeprojekt, har ingen nogensinde fundet ud af. Dette mysterium er omdrejningspunkt i Frayns stykke, som også har været sat op på Betty Nansen Teatret i København med Peter Langdal som instruktør og Søren Pilmark og Henning Moritzen i hovedrollerne som hhv. Heisenberg og Bohr.
Det er verdenshistoriens sus, vi skal være vidne til, med de for længst døde Niels og Margrethe Bohr samt Werner Heisenberg genopstandne på de skrå brædder i form af Frayns gætterier, gisninger og digtninger om, hvad der virkelig skete på mødet i efteråret 1941.
 
Copenhagen fik premiere i London i 1998 og har været opsat på et utal scener samt filmatiseret til BBC. Den 12. og 13. oktober kl. 19 vises stykket, som på spansk er blevet til Copenhague, på Teatro Cervantes i Málaga. Billetpriser fra 9 € til 24 €. Billetter købes på www.unientradas.es eller i billetlugen.
Argentineren Claudio Tolcachir har instrueret og stykket har Emilio Gutiérrez Caba, Carlos Hipólito og Malena Gutiérrez i hovedrollerne.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.