Mandeltræerne er fyldt med næring og historie

Mandeltræerne er fyldt med næring og historie

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Af Rikke Lauridsen

De sydeuropæiske bjergbønder har i årevis nydt godt af deres mandler, der med et højt indhold af jern, calcium, fedt, fosfor og B-vitaminer har givet protein til landbefolkningen i de sydligste egne af Grækenland, Italien, Frankrig og Spanien.

På den Iberiske Halvø vokser de i tusindvis helt fra Tarragona i nordøst ned gennem Valencia og til Málaga, på de Baleariske øer samt fra Costa del Sol til Grana­da. Netop nu står træerne i fuldt flor og kaster glans over ellers tørre områder med deres hvide og lyserøde puder af blomster.

Spanien er verdens næststørste leverandør af mandler. Netop nu blomstrer de nøjsomme træer og skaber en visuel fest på de andalusiske bjergskråninger.

De første mandeltræer stammer fra Kina, og er gennem tiderne blevet handlet til Europa gennem Grækenland og Tyrkiet, men det var de californiske bønder, der i midten af 1700-tallet begyndte at storproducere de søde nødder.

I dag er USA verdens ubestrideligt største leverandør af mandler, idet de californiske bønder forsyner verdensmarkedet med hele 80 procent af forbruget. Spanien leverer seks procent og er dermed Europas største og verdens næststørste leverandør.

Træerne gør nytte

Et godt mandeltræ giver mellem 10 og 15 kilo mandler til sin bonde hvert efterår, når mand­lerne høstes. Men også de mange bjerggeder og får, der trasker rundt på de andalusiske bjergskråninger, har glæde af træerne. Året rundt spiser dyrene nemlig af mandeltræernes bark, der ligesom mand­lerne også indeholder gode næringsstoffer.

Desuden er der brændsel at hente i de nøjsomme træer, der kan nøjes med sol, tør jord og kun meget lidt vand for at gro. Den yderste af de to skaller på mandlen, der falder af, når den er moden, kan nemlig brændes, så mange bjergbønder samler skallerne sammen efter høst og smider dem i pejsen, når vinteren kommer.

Selvom mandeltræerne er udholdende, så kommer der en dag, da de ikke længere kan magte at blomstre og bære frugt. Men det betyder ikke nødvendigvis træets endeligt. En snedker står som regel på spring til at overtage stammen, der er glimrende til at lave møbler af.

Mandler fra gammel tid

De søde mandler har i umindelige tider spillet en rolle i europæisk historie. I Det Gamle Testamente kan man læse om sukkersøde mandler, der blev givet som gaver. Og senere i historien blev det almindeligt i Europa at give nygifte ægtepar sukrede mandler i bryllupsgave. Nødderne var et symbol på ønsket om børn, lykke og romance for parret.

Hvis symbolikken ikke virkede, så kunne man få nytte af at spise mandlerne. Det er nemlig stadig almindelig kendt, at nøddernes indhold af flerumættede fedtsyrer er godt for både hjerte og kredsløb. Derfor er det også naturligt, at man, allerede med de første kinesiske mandeltræer, fandt på at anvende mandlerne som en del af den daglige kost. Også i dag er mandler en vigtig ingrediens i det asiatiske køkken.

I Japan, for eksempel, spiser, især de unge, sardiner med hakkede mandler på, og overalt i Asien og i flere europæiske køkkener er det almindeligt at drysse hakkede mandler over retter med kylling, oksekød og fisk. I Spanien bruger man ofte mandlerne som snack, men de er også velkendt i madlavningen især til fisk og i fiskesaucer, og så bliver mange mandler karameliserede og spises som slik, eller de bliver brugt ved juletid, når den spanske turrón bliver fyldt med de søde mandler.

Foruden at blive spist, bruges mandlerne også til sæber og parfumer, og de bitre mandeltyper, der ikke er til at spise, bliver udnyttet af kosmetikbranchen og af medicinalindustrien til blandt andet cremer og olier til huden.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa