Historie og myter – Hvem er ibererne?

Historie og myter - Hvem er ibererne?

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Efterkommer af Noah. Berbere fra Nordafrika. Immigranter fra Kaukasus. Gæt med her.

Gennem historien invaderes Spanien og hele den Iberiske Halvø som bekendt af det ene folkeslag efter det andet. Blandt dem, vi kender til, står fønikerne, grækerne og kartagerne, romerne, vandalerne, goterne og selvfølgelig maurerne i kø, og de erstatter hinanden, efterhånden som årene, århundrederne og årtusinderne går.

De sætter alle deres spor på halvøen. De efterlader kulturelle fodspor og ukendte mængder DNA, der er med til at skabe spanieren anno moderne tider.

Men inden da, og efter de gode gamle neandertalere, er her allerede mennesker, der lader til at være forstummet eller overdøvet af tiderne.

De kendes som iberere.

De første mennesker, altså som i homo sapiens, menes at bebo den iberiske halvø omkring år 40.000 – 35.000 f.Kr. De tidligste historiske kilder, der stammer fra langt senere, omkring det 5. århundrede f.Kr. og som blev nedfældet af gamle grækere, beskriver menneskene som barbarer med mærkelige skikke og blodige ritualer. De bor på bakketoppe, omgivet af stenmure og med strategisk udsigt over dale og floder eller hav.

Men hvor kommer de så fra?

Efter Syndfloden

Tubal, der skulle være søn af Jafet, søn af Noah – ja, ham med arken og alverdens dyr – ankommer til den iberiske halvø 142 år efter syndfloden, hvor han grundlægger Tarragona.

Sådan fortæller i hvert fald et sagn af den catalanske variant, der også beretter, at floden Ebro er opkaldt efter Tubals søn, Iber.

Men sådan er der jo så mange fortællinger om denne Noah, hans ark og hans efterkommere. Og ingen ved jo, hvornår Syndfloden plager kloden, om nogensinde, og hvor denne Noah kommer fra, om han findes, så et par faktorer mangler derfor i denne hypotese, hvorfor vi må søge andetsteds for at finde ud af, hvem disse iberer er.

Neandertaler og sapiens

Forskere ved Centro de Investigación de Altamira i Cantabrien har netop bekræftet, at nogle af hulemalerierne I Altamira er over 40.000 år gamle, hvilket gør dem ældre end malerierne I Chauvet og Lascaux I Frankrig.

Det vides ikke, om det er neandertaler eller homo sapiens, der har malet på hulernes vægge. Noget tyder dog på, at det er vore forfædre. For samtidig har andre forskere ved Altamira nu afsluttet en længerevarende undersøgelse for at finde ud af, hvornår neandertalerne forsvandt og homo sapiens ankom til den iberiske halvø. Prøver fra for-skellige arkæologiske fund i Asturien, Cantabrien, Baskerlandet, Aragonien og Catalonien har været under lup og kulstof 14-analyser i Holland og Storbritannien. Resultatet lyder bl.a., at de sidste neandertalere befandt sig her for 42.000 – 43.000 år siden, og derfor, mener forskerne, at sameksistensen mellem de to arter har været meget kortvarig.

Bæredygtige og modsigende teorier

En af de mere bæredygtige teorier lyder, at ibererne kommer hertil fra Nordafrika, hvormed de er efterkommere af berberne. Det lyder jo umiddelbart som en plausibel hypotese. Arkæologiske fund peger da også på ligheder mellem lertøj her og der, men det kan også skyldes, at ibererne fra Iberia tager herfra og dertil. En anden teori går ud på, at ibererne, der efter sigende er ganske lavstammede og mørkhårede, vandrer hertil fra Lilleasien eller Kaukasus, bl.a. fra det som i dag er Georgien og Armenien, hvor man har fundet hulemalerier lignende dem i Spanien, nærmere betegnet Altamira, samt lignende bopladser. Baskerne, der selvfølgelig og som altid er en helt anden historie, skulle også komme fra Kaukasus, hævder forskere, men fra en anden stamme end ibererne.

De gamle grækere kalder desuden det antikke georgiske kongerige Kartli for Iberia, der i dag omtales som det kaukasiske Iberia eller det østlige Iberia for ligesom at holde styr på de to. Men om de græske skrivere har en dybere mening med dette, eller om det er en af disse uforklarlige lingvistiske forviklinger, ved vi endnu ikke.

DNA-prøver har ikke understøttet hverken den ene eller anden teori. 

Bønder og krigere

Vi ved dog, at ibererne er bønder, de holder grise, køer og andre dyr, og lur os, om ikke også de fanger en fisk i ny og næ, når nu de bor ved floder og det som i dag er Spaniens Middelhavskyst.

De tilbeder som så mange andre folkeslag Solen, Månen og forskellige stjerner.

Eftersom der jo er tale om en periode på adskillige årtusinder, foregår der også her en evolution, og ibererne lærer forskellige former for håndværk, de fremstiller keramik, grej og værktøj.

Det iberiske sprog skifter fra stamme til stamme, hvilket vi i dag kan se på enkelte arkæologiske fund med skrifter, der ligner en mellemting mellem runer og hieroglyffer. En hypotese lyder, at baskisk er et overlevet iberisk sprog, og at der skulle være slægtskab mellem enkelte georgiske og baskiske ord, men også det sætter flere filologer seriøse spørgsmålstegn ved.

Ibererne har heste, de rider, og de anvender bue og pil, men efterhånden også spyd og et krumt sværd kaldet Falcata, der senere bliver efterlignet af romerne. Og de har hære, og de forskellige stammer bekriger lystigt hinanden, og det er jo altid et godt tegn på en avanceret civilisation.

Iberiske stammer

Ibererne er ifølge gamle grækere og romere som Hecataeus, Avienus og Herodotus et folk, der bor langs Iberia-halvøens sydlige og østlige kyststrækninger.

Airenosi, Ausetani, Bastetani, Bastuli, Bergistani, Ceretani, Elisices, Iacetani, Ilergetes, Oretani, Sordones og Turdetani samt også Castellani er nogle af de stammer eller befolkningsgrupper, som tidlige græske og romerske skrifter omtaler.

Der er en del forskelle på, hvordan navnene staves, ligesom der er modsigelser omkring, hvor disse folkeslag skulle opholde sig.

De har efter al sandsynlighed også beboet de Baleariske øer, i hvert fald Menorca, hvor man som på billedet stadig kan se rester fra en bebyggelse, Torres d’en Guames, der skulle have været beboet omkring år 1.500 f.Kr.

Kelterne og ibererne

På et tidspunkt i historien, omkring år 900 og 700 f.Kr., ankommer kelterne til halvøen, og de bebor områderne i nord og vest, bl.a. Galicien, mens ibererne holder sig til de sydlige og østlige dele. Nogle hævder, at keltere fra den Iberiske Halvø faktisk er stamfædre til de irske og skotske keltere, men denne teori er tvivlsom.

Hvorom alting er, kalder romerne dem for gallere, og de støder sammen med ibererne et sted på halvøen. De to folk bliver velsagtens efter et ukendt antal år trætte af at bekrige hinanden. I stedet omgås de mere fredeligt, og de begynder også at gifte sig med hinanden eller noget lignende. Nogen mener, at denne påstand nærmer sig gætværk, men hvorom alting er, så opstår et folk, som vi kender som keltiberere. Deres sprog kaldes keltiberisk.

De to folkeslag, som er blevet til tre, dominerer halvøen indtil de førstnævnte folkeslag ankommer. De tidligste af dem handler dog mest med de lokale, nogle bosætter sig, mens det er romerne, som først forsøger at underlægge sig halvøen. De er flere år om at knække ibererne, kelterne og keltibererne, som de dog til slut kuer ved at omringe byerne og bosættelserne og sulte indbyggerne ud.

Dermed forsvinder en årtusind år gammel kultur, heriblandt det iberiske sprog, om hvilket man ved endnu mindre med absolut sikkerhed end om det iberiske folks oprindelse.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa